In English På Dansk

Anmeldelser

2017-01-20

“ Munk Larsen proves in these works his fluency and enthusiasm, such that rigour and spontaneity crackle through every bar”
(The Gramophone, UK)

 

“From a masterful Lagrima to the final work by de Falla with all the depth and subtlety demanded by the work”  (Diario de Sevilla)

 

  “Frederik Munk Larsen drew a stunning array of percussive sounds from the guitar..”
(The New York Times, US).

 

FESTIVAL-ÉNERE
Gregers Dirckinck- Holmfeld

Ekaterina Bakanova og guitaristen Munk Larsen med franske og spanske sange på Hotel Nimb

CPH Operafestivalen finder stadig nye steder at sætte ind med forestillinger. Overraskende steder i byen. Det er en videreførelse af den måde, Michael Bojesen greb det. Peter Lodahl og hans folk kommer også med nye bud.

ONSDAG var det Hotel Nimb ved Tivoli, der lagde hus og sal til, og hvilket sted! En elegant højloftet sal, hvor vi anbragt i magelig ekstravagance hørte Ekaterina Bakanova, den russiske sopran overraske med et rendyrket program af franske og spanske sange, mest spanske. Peter Lodahl havde sporet, at præcis det sted, hun stod og sang – akkompagneret af den danske guitarist Frederik Munk Larsen – havde Stravinskij stået sammen med Carl Nielsen – en dag i 1925, da Stravinskij var i København for at spille sin klaverkoncert, pudsigt fotografisk dokumenteret.

NU figurerede Bakanova der, Munk ledsagede hende med formfuldendt spil. Ingen strøm, ingen mikrofon, salens akustik tog imod alt med kyshånd, forstærkning ville have været øredøvende, endda oplevede vi en Bakanova, der følsomt opfangede, hvad der skulle til i den sal, stadig mere påpasselig over for balancen i sin stemmeklang, og Munk i lige så sensitiv follow up – han med solonumre som Manuel de Fallas ’Hyldest til Debussy’ – Munk kan få sit spil til at lyde så flerstemmigt som en hel strygertrio. Og Bakanova? Hun kobler sig med blændende indlevelse ind på flamencotonen i sange af komponister som Granados, Rodrigo og de Falla – uden at imitere den tone, andalusiske sangerinde rammer i vokal brutalitet, hun er en ekstremt europæisk-skolet sopran, blot har hun en gennemtænkt forståelse for stilens slebne, underliggende voldsomhed og sangenes dynamiske temperament.

Bakanova og Munk Larsen

Af Sanne Caft

Buldrende tordenbyger alternerede med svitsende sol uden for, mens sopranstemmen delvis alternerede med lyden af guitar inden for på Nimb i Tivoli, hvor Ekatarina Bakanova sang og Frederik Munk Larsen spillede klassisk guitar. Begge dele til publikums store tilfredshed.

Nimbs grå/sort/hvide stilrene lokaler var en smuk æstetisk baggrund til den intime koncert, hvor programmet var en blanding af spanske og franske sange, folkeviser, divertissementer – alt sammen ord for en perlende blanding af korte musikstykker, der boblede i rummet som boblerne i de iskolde champagneglas. Som Manuel de Fallas’ (1876-1946) folkesange Siete Canciones, hvor de ofte ganske korte numre på 5-6 linjer blev afleveret præcist og fokuseret.

Kunne sangene og guitarsolo numrere så stå alene uden præsentation? Sagtens. Særligt de inderlige og lettere melankolske numre stod perfekt mejslet med Bakanovas mørkt tonede stemme og Munk Larsens præcist mejslede guitar, hvor publikums nærhed på kunstnerne fik de mange detaljer til at stå klart frem. At Bakanova uden mindste besvær kunne synge rummet op i de mere temperamentsfulde numre var tydeligt, og det var ikke svært at tro på, at hun med ganske kort varsel var blevet en anmelderombejlet Violetta på The Royal Opera i London. Hende vil vi gerne se på disse breddegrader i den rolle.
Skarpt stod den ubesværede mørke bund i den sexede og energiske fremførelse af Leó Delibes’ (1836-1891) Les filles de Cadix, der fik de største bifald fra salen. Kun matchet af Recuerdos de la Alhambra af Francisco Tarrega (1852-1901) for sologuitar. Munk Larsens ekvilibrisme trådte tydeligt frem i hans beherskelse af de tre samtidige stemmer, nummeret rummer. En melodistemme i en sørgmodig bue, der sang om tab og ensomhed; en vibrerende og frapperende understemme og sluttelig en langsomt pulserende stemme. Alle tre stemmer smukt sammenføjet til en triptykon af længselsfuldhed.
Efter en time var det slut. Skarpest for denne anmelder stod de mørke og eftertænksomme numre, hvor stemme og instrument ubesværet matchede hinanden og lod de fine musikalske detaljer træde klart frem i de små ciselerede løb af stemme eller guitar og i de muldjordsfugtige dybder i både sopran og guitar.

“Smeltende guitarspil”

 

…han  foldede instrumentets rige farveskala ud med sanselig omsorg, rytmisk spændstighed og udsøgt bøjelighed i foredraget…..

…man mærkede kærligheden til guitarens drømmende spanske poesi med dens bløde skygger og evnen til at skabe varmt syngende og ædelt gennemmodulerede linier i et  nydelsesrigt formet og beundringsværdigt behersket spil….


Jan Jacobi, Politiken.

anmeldelse

 

 


Naturlig autoritet”

 

….Et herligt eksempel på helt naturlig musikalsk autoritet…..


….Allerede få takter inde i indledningsværket, Bachs Præludium, Fuga og Allegro, følte man sig fuldkommen tryg og hengav sig til det, det egentlig handler om, også ved en debutkoncert, nemlig musikken…

…..Munk Larsen musicerer, så man ikke skænker det en tanke, om det han

spiller er let eller svært….

 

….musikalske mirakler var der ved denne debutkoncert så mange af , at man rolig tør byde Frederik Munk Larsen velkommen direkte ind i eliten af danske guitarister…


Knud Ketting, Jyllandsposten

 

 

 


“Dynamisk  og  formfuldent”

 

….Frederik Munk Larsen viste et enestående spil med en sublim evne til fordybelse…..

 

….Koncerten indledtes mildt og åndfuldt  med J.S, Bachs “Præludium, Fuga og Allegro (BWV), hvor frederik Munk Larsen formede de skiftende tempi med spændstighed og dynamik…..

 

….Per Nørgårds geniale Clubs Among Jokers bar i opførelsen præg af helstøbthed …..

 

…. som en meget flot afslutning af koncerten spilledes B. Brittens “Nocturnal”. De ni satser blev  spillet med en rammende fortolkning, der modsvarede satsernes titler. Hemmeligheden lå i solistens evne til at give de musikalske hændelser rum, hvorved de og musikken som helhed fremstod med åndbarhed og formfuldendt fylde….

 

Mette Rothscild, Berligske-tidende

 

Om Peter Lodahl og Frederik Munk Larsen:

 

…Peter Lodahl har en smuk stemme, som han virkelig behersker. Ved sin side har han en begavet akkompagnatør i Frederik Munk Larsen. Samarbejdet er som hånd i handske, med en imponerende fin balance.

 

…Frederik Munk Larsen Larsen i denne afdeling en fin stilistisk sans og en suveræn musikalsk helhedforståelse.

 

Kulørt Spansk guitarmusik og en lille Belcantoafdeling rundede en fin koncert af. Særligt den sidste skæmtende vals for sologuitar var lige i øret, og efter mødet med det fulde udtræk af neapolitansk belcantocharme var ikke et øje tørt.

 

Inger Moltesen Fogh,Jydske Vestkysten 5/8 2005

 

 

 

 

En fin afveksling på Helsingør Theater

 

Kombinationen af den lyse tenorstemme og den klassiske guitar skabte en fin afveksling på den 3. internationale guitarfestival i Århus.

Helsingør Theater
GUITARFESTIVAL
Peter Lodahl og Frederik Munk Larsen

 

Kombinationen var ideel. Stedet og musikken gav den rigtige atmosfære.

Tenoren Peter Lodahl og guitaristen Frederik Munk Larsen fandt sammen for fem år siden, da de begge studerede på Det Jydske Musikkonservatorium. Nu underviser Munk Larsen der, mens Peter Lodahl er i solistensemblet på operaen i Kiel, men heldigvis ofte hjemme.

 

En guitar kræver en sart tenor, og samarbejdet fungerede fint og smagfuldt. Peter Lodahl kan også synge tenorbravour, men denne aften sang han dæmpet klangfuldt med fine musikalske nuancer i samklang med guitaren. I et par neapolitanske sange af Tosti åbnede han så pludselig for tenorvældet og viste sin imponerende højde. Det musikalske udtryk var i sat i højsædet hos dem begge. Hvor herlig en guitarspiller Frederik Munk Larsen er, viste han også solo i tre numre af Miguel Llobet. Syv sange af John Dowland slog den intime, høviske tone an, men Benjamin Britten blev hovedkomponisten, dels med seks sange oversat fra kinesisk, dels med tre små folkesange, som Britten skrev så mange af til vennen Peter Pears, og som han selv akkompagnerede på klaveret. Brittens små pointer, hans intellektuelle antydninger i en ellers enkel musik, blev mere underspillet af Lodahl og Larsen end i sin tid af Pears. Det gjorde ikke sangene svagere, derimod mere lige til, på sin måde måske endda mere charmerende.

 

View All